Politidirektør kørte gratis med bus i årevis

Direktør for Østjyllands Politi, Jørgen Ilum, modtog flere gratis månedskort til de århusianske busser. Ulovligt, siger ekspert.

Mens århusianerne skal betale 565 kroner for et månedskort til Århus Kommunes busser, kørte den lokale politidirektør, Jørgen Ilum, gratis i årevis. Det skriver B.T.

- Det er rigtigt, at jeg i nogle få år efter jeg kom til i 2002, fik tilsendt årskort af Århus Sporveje, siger Jørgen Ilum, der mindes at have fået 2-3 årskort.

Onsdag skrev B.T., at Ilum har taget imod teaterbilletter til ham selv og konen hele 15 gange. En borger har anmeldt politidirektøren for at have modtaget bestikkelse, og flere eksperter slår fast, at det var ulovligt at modtage billetterne.

Ifølge professor i forvaltningsret ved Copenhagen Business School, Claus Haagen Jensen, er politidirektøren endnu engang gået over stregen.

- Det må han ikke. Årskortet er en gave, og embedsmænd må slet ikke modtage gaver, siger han til B.T.

Århus Sporveje blev i 2007 til Midtrafik, og her kan man ifølge hjemmesiden blot købe billetter for en måned af gangen til 565 kr. Det svarer til 6.780 kr om året eller 20.340 kroner for tre år.

Jørgen Ilum ønsker ikke at fortælle, hvorfor han tog imod gaverne.