Politi stopper khat-transport

Politiet fandt 840 kg. af det euforiserende stof

En 43-årig mand fra Aarhus blev i nat kort efter midnat stoppet af politiet på den fynske motorvej nær Langeskov i en tungt lastet Ford Transit-varevogn.

Ved nærmere eftersyn kunne politiet konstatere, at varevognen indeholdt 840 kg af det euforiserende stof khat.

- Vi ved endnu ikke, hvor han var på vej hen med den store mængde khat. Han vil blive afhørt i løbet af formiddagen og senere blive fremstillet i grundlovsforhør. Vi har også fået taget en blodprøve fra ham, da han selv virkede påvirket af euforiserende stoffer, siger Hans Frederiksen, vagtchef hos Fyns Politi til B.T.

Manden er tidligere dømt for en tilsvarende  forbrydelse.