Politi: Rolig festuge-start

Ikke mere vold end på en normal hverdag, siger politiet

Trods masser af mennesker i byen betegner politiet den første aften og nat i Aarhus Festuge som usædvanlig rolig.

- Det var helt fantastisk set fra et politimæssigt synspunkt. Det var ikke mere uro, vold eller andet end på en normal hverdag. Tværtimod. Der var helt utrolig roligt, siger vagtchef Jes Frederiksen fra Østjyllands Politi til JP Aarhus.

Vagtchefen gætter på, at et voldsomt regnvejr kan have været med til at lægge en dæmper på gemytterne. Derudover finder den første festuge-weekend sted i slutningen af en måned, og mange har derfor ikke helt så mange penge som normalt til at feste for.