Politi leder efter voldtægtsdrenge

En rekonstruktion af aftenens forløb skal kaste lys over gruppevoldtægten i Århus natten til lørdag.

Mandag eftermiddag forsøgte politiet i Århus stadig at stykke hændelsesforløbet fra weekendens gruppevoldtægt sammen.

- Det er lidt svært præcist at finde ud af, hvad der egentlig skete. Pigen havde fået en hel del at drikke, og derfor er det ikke alt, hun husker lige klart, fortæller kriminalkommissær Bjarne Laursen fra Århus Politi.

For at få klarhed over aftenens forløb forsøger politiet nu at rekonstruere pigens færden natten til lørdag, så man kan lave et tidsskema, der kan hjælpe til med opklaringen.

- Hun havde sagt farvel til to veninder, lige før voldtægten fandt sted. Det var så meningen, at hun skulle have taget en taxi hjem, men det gjorde hun ikke. Hvorfor hun er gået ad Norsgade, det er lidt af et mysterium. Gaden ligger nemlig ikke på vejen hjem til hende, siger Bjarne Laursen.

/ritzau/