Politi jagtede spritbilist

Ville undgå politiet, ramte ind i en port

Jagten gik i aftes ind på en spritbilist på Norddjursland.

Østjyllands Politi fik et tip om en mulig spirituspåvirket bilist, der kørte i området ved Udbyhøj på Norddjurs omkring klokken 19.

Politiet sendte en hundepatrulje til området, som hurtigt fik kontakt til bilen på landevejen syd for Ørsted.

Men da føreren så patruljevognen, satte han ifølge Østjyllands Politi hastigheden op og fortsatte mod Allingåbro og herfra mod Vivild.

Kørte ind i en port

Da bilisten nåede Allestrup, forsøgte han at undgå politiet ved at svinge til venstre, men han skred ud og fortsatte ind over et græsareal og videre ind i en port.

- Han har måske ikke været i stand til at bedømme vejens forløb på grund af hastigheden, og at han var spirituspåvirket, siger politikommissær ved Østjyllands Politi Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Der blev tilkaldt en ambulance, som vurderede, at manden var uskadt, men at han var spirituspåvirket:

- Han blev skønnet til at være meget påvirket, lyder det fra Thomas Hinge.

Politiet anholdte ham og tog ham derfor med til politigården for at fastslå promillen. Manden vil blive sigtet for flere overtrædelser:

- Han vil blive sigtet for kørsel i spirituspåvirket tilstand, og så vil han blive sigtet for en række færdselsovertrædelser i forbindelse med kørslen, lyder det fra politikommissæren.