Politi: Ingen grund til hysteri
Ny anmeldelse om børnelokker
I slutningen af april modtog Østjyllands Politi to anmeldelser om tilfælde, hvor en formodet børnelokker har været på spil.
Onsdag eftermiddag modtog Østjyllands Politi så en ny anmeldelse om en børnelokker.
Anmelderen havde hørt børn råbe 'børnelokker' i området ved Rundhøjskolen i Højbjerg.
Politiet har noteret sig oplysningen, men har endnu ingen konkrete oplysninger i sagen.
Ingen grund til hysteri
Derfor opfordrer Østjyllands Politi også til at forældre ikke bliver unødigt bekymrede.
- Det er en balancegang. Det er jo den gyldne regel med at fortælle sine børn ikke at gå med en fremmed, som tilbyder slik eller en hundehvalp, samtidig med ikke at skræmme børnene for meget, så de bliver mistænksomme og bange, siger politikommissær Vagn Martinussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet mener ikke, at episoden kan kædes sammen med de to anmeldelser tilbage i april, hvor tre børn angiveligt blev lokket med slik i Hasselager.