Politi fanger røverpar

Mistænkes for at stå bag to bankrøverier

Betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt et røverpar, som var på flugt efter et bankrøveri i Jyske Bank på Bane Allé i Hammel uden for Aarhus fredag middag.  Kort efter klokken 12 kom en mand ind i banken og truede med en pistollignende genstand personalet til at udlevere kontanter, som han forsvandt med.

Røveren løb ud til en bil, der holdt parkeret i nærheden. Det er en sølvgrå Toyota Avensis med registreringsnumret YZ 54.418, som også var flugtbil ved et andet bankrøveri i Aarhus-området for godt en uge siden.

Dermed er politiet måske på vej til at opklare ikke bare ét, men to bankrøverier.

Kort efter røveriet fredag så betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi en kvinde blive sat af bilen i Løvskal et stykke nord for Hammel.

Hun blev straks anholdt. Der er tale om en kvinde på 23 år, oplyser Østjyllands Politi.

Bilens 31-årige chauffør blev anholdt kort efter i Hammershøj få kilometer væk.

Der er ikke så mange oplysninger om det formodede røverpar, men bilen er den samme, som blev brugt ved et røveri den 10.  august, der gik ud over Jyske Bank på Voldbjergvej i Risskov.  Her truede en engelsktalende, maskeret mand med pistol og fik udleveret kontanter i en rygsæk. Røveriet er optaget af overvågningskameraer.

Politiet går nu i gang med at undersøge, om der kan være tale om den samme gerningsmand.
- Nu undersøger vi mandens signalement nærmere og sammenligner med de billeder, vi har. Vi har et teknisk godt efterforskningsgrundlag, siger politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.