Politi efterlyser 12-årig dreng

Har været forsvundet fra institution i 10 dage

Østjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at finde den 12-årige Moses Nkole.

Drengen forsvandt fra institutionen Bøgholt på Grøndalsvej i Viby omkring klokken 23 om aftenen den 23. august i år.

Han har derfor været forsvundet i 10 dage, og det får nu politiet til at efterlyse ham.

Moses Nkole beskrives som 145 centimeter høj, mørk i huden og har kort, sort hår, som er klippet i siderne. Det vides ikke, hvilket tøj, han havde på, da han forlod institutionen.

Politiet arbejder i øjeblikket ud fra en teori om, at den 12-årige dreng har fået hjælp til at forsvinde:

- Det formodes, at Moses Nkole har fået hjælp til at undløbe og søger tilflugt hos familie her i Aarhus. Det kan ligeledes ikke udelukkes, at Moses Nkole med familiens hjælp, vil blive ført ud af landet til Frankrig, hvor noget af familien er bosiddende, siger politikommissær Thomas Hinge.