Piger tør ikke gå i bad efter idræt: Vil ikke sammenligne kroppe

Gymnasiepiger springer badet over, fordi de ikke kan lide at være nøgne foran hinanden. Det er en tendens, som viser sig i hele Østjylland

02:07

VIDEO: Mange af pigerne på Grenaa Gymnasium har det svært med at gå i bad efter idrætsundervisningen.

- Det er ikke så meget det, at jeg kan kigge på de andres kroppe. Det er mere det, at de kan kigge på min, fortæller Kathrine Hamborg Jensen.

Hun går i 3.g og føler sig utilpas ved at skulle bade med sine klassekammerater på Grenaa Gymnasium efter idræt. Og hun er langt fra den eneste, der har det sådan.  

Læs også Kvinder i undertøj på Strøget i Aarhus: Læs de mange reaktioner

En undersøgelse lavet af Epinion for TV2 ØSTJYLLAND viser, at 21 procent af de østjyske kvinder mellem 16 og 30 år ikke har lyst til at bade foran andre, når de har dyrket sport.

Det er ikke så meget det, at jeg kan kigge på de andres kroppe, det er mere det, at de kan kigge på min, fortæller Kathrine Hamborg Jensen.

Kathrine Hamborg, elev i 3.g på Grenaa Gymnasium 

En lignende landsdækkende undersøgelse gennemført af Gymnasieskolernes Idrætsforening slog i 2017 fast, at kun en tredjedel af de danske gymnasieelever stiller sig under bruseren, når det sidste fløjt fra idrætstimen har lydt.

TV2 ØSTJYLLAND besøgte Grenaa Gymnasium en torsdag lige efter frokost, hvor eleverne skulle have idræt. Her spurgte vi, hvor mange af pigerne der gik i bad bagefter. Det var under halvdelen.  

Østjyske kvinder føler sig hæmmet af deres syn på dem selv

33% går ikke på stranden eller i svømmehallen

24% føler sig hæmmet ift. seksuelt samvær

21% går ikke i bad efter træning

19% fravælger fester og byture

16% føler kroppen hæmmer dem i at starte til idræt

13% føler at kroppen hæmmer dem ift. at indgå i et parforhold

KILDE: Epinion for TV2 ØSTJYLLAND
Sådan er den lavet: Et repræsentativt udsnit af østjyske kvinder mellem 16 og 30 år – i alt 528 – har deltaget i undersøgelsen. Undersøgelsen er et statistisk øjebliksbillede af målgruppens stillingtagen.

Sammenligner kroppe

Den overordnede grund til, at pigerne fra 3.g ikke vil skylle sig, når de har svedt efter idræt, står hurtigt klar: De springer over, fordi de skal være nøgne sammen med deres klassekammerater: 

- Alle kigger jo på en. Jeg føler bare, det er privat. Det er lidt unaturligt, at vi alle sammen skal stå og bade oveni hinanden, fortæller gymnasieelev Stine Kleis.

Læs også Hold fast, hvor var jeg smækker-lækker!

Veninden Kathrine Hamborg Jensen supplerer:

- Det er ikke fordi, jeg har det dårligt med min krop. Jeg har bare ikke lyst til at andre kigger på den. Jeg har det ikke særligt godt med at skulle sammenligne min krop med andres, siger hun.

Udmeldingerne fra pigerne i Grenaa bekymrer Jeppe Hald, der er projektleder ved Sex & Samfund. Fravalget af fællesbadene kan påvirke de unges syn på deres egen krop:  

- Det er vigtigt, at de unge oplever, at kroppen kan se ud på mange måder, og de vil kunne opleve, at deres krop er almindelig ved at gå i bad med andre. Hvis de kun ser kroppe gennem populærkulturen, altså i film og reklamer, får de slet ikke et rigtigt billede af, hvordan kroppe kan se ud, siger han.  

Det er lidt unaturligt, at vi alle sammen skal stå og bade oveni hinanden.

Stine Kleis, elev i 3.g, Grenaa Gymnasium 

Det, at man kun ser kroppe gennem populærkulturen og eksempelvis porno, kan også få konsekvenser for de unge på længere sigt:

- Det kan betyde, at de unge holder sig tilbage fra for eksempel fester, og at de ikke har lyst til at gå på stranden. De unge kan også få det sådan, at de ikke har lyst til, at en eventuel kæreste skal røre dem, fordi de simpelt ikke tror, deres krop er god nok og derfor ikke tror, andre vil have lyst til at røre ved dem, siger Jeppe Hald.

01:21

VIDEO: Her kan du se interview med Jeppe Hald.

Luk video

Jeppe Halds bekymringer bekræftes af Epinions undersøgelse, der viser, at østjyske kvinder føler sig så hæmmet, at 19 procent fravælger fester og byture. 33 procent ikke går på stranden, og 24 procent føler sig hæmmet i forhold til seksuelt samvær.

Kathrine og Stine er to af de piger, som ikke går i bad efter idræt. 

Tvang hjælper ikke

Spørger man de unge kvinder på Grenaa Gymnasium om, hvordan man kunne løse problemet, har flere af dem den samme idé:

- Det ville helt klart hjælpe, hvis der var båse i stedet for ét stort fællesbad. Så kan man abstrahere fra at være nøgen, siger Kathrine Hamborg.

Båsene ville skærme de unge kvinder fra hinanden, så de derfor ikke skulle kigge på hinandens kroppe.

Det kan betyde, at de unge holder sig tilbage fra for eksempel fester, og at de ikke har lyst til at gå på stranden.

Jeppe Hald, projektleder, Sex & Samfund

Jeppe Hald mener dog ikke, af opdelte brusekabiner er en holdbar løsning:

- For det første besværliggør båse rengøringen, og der er en del øgede omkostninger ved den løsning. Og så viser båsene heller ikke de unge, hvor forskelligt almindelige kroppe ser ud. 

Læs også "Du er ikke god nok. Du er for grim til at åbne munden. Du er kedelig. Træk maven ind!"

Samtidig er det dog vigtigt for ham at fremhæve, at selvom han synes, at pigerne skal gå i bad sammen og se hinanden nøgne, er tvang ikke er den rigtige vej frem:

- Der vil være en positiv effekt ved at presse dem lidt, men det skal ikke være sådan, at de føler, at de overskrider deres grænser. Og så er det også vigtigt at fremhæve, at der jo ikke skal være tale om overbegloning, når de går i bad sammen, men at det skal være en social aktivitet pigerne i mellem.

Hos ikke-baderne på Grenaa Gymnasium er der dog ikke noget, der tyder på, at de vil hoppe under bruseren foreløbigt:

- Hvis folk ikke har lyst til at smide tøjet foran alle, synes jeg ikke, det er noget, de skal ændre på, siger 3.g-eleven Stine Kleis.

Hvis folk ikke har lyst til at smide tøjet foran alle, synes jeg ikke, det er noget, de skal ændre på.

Stine Kleis, elev i 3.g, Grenaa Gymnasium 

Samtidig stiller klassernes badende piger sig uforstående overfor ikke-badernes beslutning:

- Det burde ikke være en demonstrativ handling at gå i bad, siger Ingrid Jensen, som altid går i bad, når hun har haft idræt.

På YouTube kan du se serien 'Selvglad' om fire østjyske kvinder, der har det svært med deres kroppe. De forsøger i samarbejde med Katrine Gisiger at få bedre selvværd.

Se alle afsnit af Selvglad her:

Gramser på bikinipiger – SELVGLAD afsnit 1

Uventet besøg i saunaen – SELVGLAD afsnit 2

Kan jeg gå med kavalergang%3F – SELVGLAD afsnit 3

Har jeg for meget tøj%3F – SELVGLAD afsnit 4

Nøgenbader på stranden – SELVGLAD afsnit 5

Smid tøjet på Smukfest – SELVGLAD afsnit 6 – med Katrine Gisiger

Skal jeg snappe nøgenbilleder%3F – SELVGLAD afsnit 7 – med Katrine Gisiger

Bikini eller badedragt%3F – SELVGLAD afsnit 8 – med Katrine Gisiger

Bodypainting mod skam – SELVGLAD afsnit 9 – med Katrine Gisiger

De 4 udfordringer – SELVGLAD afsnit 10 – med Katrine Gisiger