Peter Sørensen ser tilbage

Tidligere AGF-træner mener ikke, han er blevet blødere i sin trænerstil, men han medgiver, at han måske var for hård i AGF

14:05

1 af 2

Når AGF torsdag møder FC Fredericia, er tidligere træner Peter Sørensen for første gang tilbage på NRGi Park.

Når han ser tilbage på sin tid i AGF, indrømmer han, at han førte en hård trænerstil.

- Der kan være situationer, hvor man har været hårdere end nødvendigt, siger han i et interview til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ikke en speciel kamp

Peter Sørensen kan torsdag se frem til en kamp mod sin gamle klub. Men han ser som sådan ikke kampen som noget specielt.

- Jeg bruger ikke så frygtelig så meget tid på det, som alle andre måske gør, siger han.

- Det er specielt at møde sin gamle klub, men det er en klub, som jeg havde en vældig god tid i, ud af de knap fire år var langt størstedelen af det jo omgærdet af gode og glædelige resultater, siger han.

Peter Sørensen blev fyret fra AGF i starten af sidste år, hvor der i medierne var kritik af hans ledelsesstil. Men han mener ikke, at det har haft betydning for, at han i en længere periode gik uden arbejde.

- Jeg har været tæt på et par rigtig gode jobs, hvor det så er andre, der er blevet valgt, men sådan er det. Der går mange trænere ledige, fra det der for et år siden var øverste hylde, i øjeblikket, siger han.

Stiller høje krav

I forhold til hans måde at være træner på, indrømmer han, at han stiller store krav til spillerne.

- Når vi er omkring træning, når vi er omkring kampe, så gnistrer og gløder det jo, og indimellem så er der også en kontanthed for mit vedkommende, som har været for meget af det gode. Men jeg tror nu nok, at jeg vil sige, at det var et billede, der blev dyrket, og som godt kan have sat sit præg på billedet i offentligheden af mig, men som jeg også tror, nogen kan være med til at afkræfte.

Har du i nogle tilfælde været for hård?

- Ja, det tror jeg nok, at jeg har været, svarer Peter Sørensen på spørgsmålet.

- Der er selvfølgelig ting, som jeg kunne finde på, hvis man kunne, at ændre baglæns. Men det kan man altså ikke. Man gør jo det, som man i situationen finder rigtigt, og så kan man stå bagefter og vil være klogere og måske gøre det anderledes næste gang. Men overall så fortryder jeg ingenting.

Er du blevet blødere nu?

- Det ved jeg sku ikke, altså jeg forlanger det yderste af mine folk, jeg forventer man er ligeså dedikeret og lidenskabelig engageret som mig selv, sådan trives jeg bedst, siger han.

Se hele interviewet med Peter Sørensen i videoen øverst i artiklen.