Penge til Sculpture by the Sea

Aarhus Stiftstidendes Fond giver nu 700.000 kroner til projekt, hvor skulpturer skal stå langs kysten ved Århus.

Efter forslag fra Kronprins Frederik kommer udstillingen "Sculpture by the Sea" til Danmark næste år. Og med en ny fond-bevilling er det økonomiske i projektet nu på plads.

- De 700.000 kroner fra Aarhus Stiftstidendes Fond er et yderst velkomment bidrag til et enestående projekt, som jeg fra starten har håbet på hele Århus' opbakning til, siger direktør ARoS fra Aarhus Kunstmuseum, Jens Erik Sørensen, i en pressemeddelelse.

Udstillingen skal efter planen indeholde cirka 60 skulpturer og stå fra 5. juni til den 28. juni næste år.

Kronprinsen og Kronprinsessen har desuden sagt ja til at være protektorer for projektet, og de vil deltage i den officielle åbning.