Penge til motorsamling

Nordens største motorsamling, Dansk Motor- og Maskinsamling, i Grenaa er blevet tildelt 340.000 kroner.

Pengene kommer fra staten og EU og skal sikre udvikling og støtte i landdistrikterne. Hos museet vækker pengene glæde.

"Vi har en mulighed for at gore vores museum klar til at åbne for alvor. Indtil nu har vi kun haft åbent i sommermånederne, men det her kan være med til, at vi kan have åbent året rundt. Desuden vil vi gerne åbne øjnene hos Norddjurs Kommune, så vi kan få et årligt tilskud til at holde motorsamlingen kørende," siger Henrik Høyer Nielsen fra Dansk Motor- og Maskinsamling.

Og kørende er netop nøgleordet. Alle maskinerne virker. De kan save tømmer, lave strøm og pumpe vand. Det kræver, at have en mand gående, og derfor er tilskuddet velkomment.

Projektet kører lige nu på frivilligt basis, men målet er, at der fast skal tilknyttes en mand til museet.