Patient: Det var tortur

Kiropraktoren ønsker ikke at stå frem

Modelfoto Foto: Flickr

En af patienterne, der er blevet behandlet hos den voldssigtede kiropraktor i Randers, fortæller nu til Randers Amtsavis, hvad han oplevede i kiropraktorens konsultation.

Den pågældende, der beskrives som "en stor, voksen mand", ønsker at være anonym. Han opsøgte kiropraktoren med et hold i nakken.

- Det var ren tortur - jeg har ­aldrig ­oplevet noget lignende, siger han til avisen.

Han forklarer, at kiropraktoren tog et stykke metal, og pressede det ind i hans nakke

- Det var ­ubeskriveligt - ­sveden sprang frem overalt, så jeg var drivvåd - jeg kan kun beskrive det som ­tortur. Jeg har aldrig oplevet noget lignende - en ubeskrivelig smerte, fortæller han i Amtsavisen

Efter den hårdhændede behandling gik han til politiet i et forsøg på at stoppe kiropraktoren, der nu ikke længere praktiserer i Randers, men trods sine 132 sigtelser for vold har åbnet ny klinik i Nordjylland.

TV 2 | ØSTJYLLAND har forsøgt at få et interview med kiropraktoren, men han ønsker ikke at stå frem i pressen med henvisning til, at statsadvokaten, der repræsenterer anklagemyndigheden, skulle have frarådet det.