Passagerer så tog i flammer

Affaldsspande på et tog brød i brand på Randers Banegård her til morgen

Genrefoto Foto: Colourbox

Der var flammer på Randers Banegård tidligt tirsdag morgen.

De ventende passagerer på perronen på Randers Banegård tilkaldte Randers Brandvæsen, da de så flammer på et af de tog, der holdt stille ved banegården.

- Folk på perronen kunne se røg og flammer på et IC4-tog. Det viste sig dog, at det var et lille arbejdstog, der holdt umiddelbart bagved IC4-toget, der var gået ild i, siger indsatsleder hos Randers Brandvæsen Niels Henrik Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Udrykningen endte med at være relativt udramatisk.

- Det var hurtigt slukket. Det var nogle affaldsspande på toget, der var brudt i brand. Der var ingen mennesker i nærheden, og toget skete der heller ikke noget med. Vi brugte nok 10 liter vand på at slukke det, siger Niels Henrik Nielsen.

Ifølge indsatslederen havde det lille arbejdstog været i arbejde i nat, og det kan være glemte effekter på toget, der er brudt i brand.