Pas på ukrudtsbrænder

Onsdag gik der ild i et udhus, da ejeren var i gang med at brænde ukrudt af

En ukrudtsbrænder var onsdag skyld i, at der gik i ild i et udhus ved Allingåbro på Djursland, og ejeren tilkaldte brandvæsenet.

- Der er meget tørt lige nu. Så man skal være meget påpasselig med, hvor man bruger sin ukrudtsbrænder, siger indsatsleder Jan Rytter Jensen fra Brand og redning Djursland.

Den uheldige ejer af udhuset måtte se brandvæsenet afmontere noget af taget og et par bjælker, men branden bredte sig ikke til mere end et rum på ti kvadratmeter.

- Så længe det er så tørt, som det er nu, handler om at være varsom, slår indsatslederen fast.