Pas på afluring af dankortkode
Politiet advarer - igen igen - mod tricktyveri
En 77-årig kvinde blev onsdag kl. 12.00 udsat for tricktyveri.
Den 77-årige havde brugt sit dankort til at handle med i en dagligvarebutik på Skejbyvej i Aarhus N. Da hun efterfølgende kom ud på parkeringspladsen rettede en udenlandsk kvinde i et udenlandsk indregistreret køretøj henvendelse til hende. Hun havde brug for hjælp til at finde vej.
Den 77-årige kvinder forsøgte at hjælpe kvinden og kørte herefter hjem. Hun blev senere kontaktet af sin bank, som kunne oplyse, at der var hævet cirka 15.000 kroner på hendes konto.
Den udenlandske kvinde beskriver som østeuropæisk udseende, 25-30 år, almindelig af bygning, kort brunt hår, og hun talte tysk.
Pas på afluring af dankortkode
Episoden får nu Østjyllands Politi til - igen - at advare mod denne form for tricktyveri.
- Det er vigtigt at man skærmer af for koden, når man anvender sit dankort i butikker. Og bliver man kontaktet af fremmede umiddelbart efter man har handlet og brugt sit dankort og kode, så skal man altså være ekstra opmærksom, siger politiassistent Marianne Morgen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Vi har i løbet af sommermånederne desværre fået adskillige anmeldelser af tricktyverier, som ligner denne.