Smuk søndag med masser af sol

Weekenden slutter af med solrigt vejr og blå himmel

Solskin i hele landet søndag. Foto: Tove Skipper / Privatfoto

Efter et par dage med mildt, men ganske gråt vejr, får vi søndag vejret fra nordvest for en kort bemærkning.

Nordvestenvind er ensbetydende med kølig og klar luft - med oprindelse i Nordatlanten - som er blevet udtørret på sin vej henover de norske fjelde.

Det betyder, at søndagsvejret vil byde på masser af solskin fra en overvejende skyfri himmel, kombineret med en vind som blot bliver svag til jævn.

00:30

VIDEO: Her kan du se hele vejrudsigten for søndag i Østjylland.

Luk video

'Prisen' for det smukke søndagsvejr bliver temperaturen, som mange steder kun vil nå op mellem 10 og 13 grader, hvor det bliver lunest.

Søndag morgen og formiddag er der fortsat skyer med regn over Bornholm, men her klarer det hurtigt op i formiddagens løb - og så får indbyggerne på klippeøen også en smuk søndag rent vejrmæssigt.

Der venter hele landet en pæn søndag med masser af solskin Foto: TV 2 Vejret

Varme på vej

Kigger vi ind i den kommende uge, er der lagt op til sommerligt oktobervejr - eller endog regulær løvfaldssommer med temperaturer der flere dage i træk kan nå op på omtrent 20 graders varme. 

Et stort højtryksområde er medvirkende til at sende varm luft op mod Danmark fra sydøst, og det får temperaturerne til at stige markant allerede fra tirsdag.

Det hører til de absolutte sjældenheder med så vedvarende varme på denne tid af året - og ikke nok med at det bliver sommervarmt - vi får også masser af sol.