Se vejrkortene - sådan rammer varmen Danmark i næste uge

Usædvanlig oktobervarme er på vej mod Danmark - kan give op til 20 graders varme

Måske bliver der ikke ligefrem varmt nok til en aftenbadetur i næste uge, men solen vil helt sikkert få masser af plads på himlen. Foto: Colourbox - genrefoto

Søndag har budt på en del solskin, men relativt beherskede temperaturer på 12-13 grader de fleste steder. 

I den kommende uge kan vi dog se frem til masser af sol - men med temperaturer der bliver helt sommerlige og kan nå 20 graders varme.

Læs også Usædvanlig oktobervarme på vej mod Danmark

Det er absolut ikke almindeligt med så varmt vejr i midten af oktober - og står prognoserne til troende, så kan vi ende med at opleve regulær løvfaldssommer.

En løvfaldssommer defineres som tre dage i træk med mindst 20 grader - efter jævndøgn. Senest vi oplevede løvfaldssommer var i slutningen af september i 2016.

Inden da oplevede vi løvfaldssommer omkring månedsskiftet mellem september og oktober 2011. Med andre ord er en potentiel løvfaldssommer i midten af oktober helt usædvanligt.

Forventede temperaturer onsdag den 10. oktober 2018.  Foto: TV2 VEJRET

Højtryk sender varm luft til Danmark

Efter en mandag og tirsdag med halvskyet vejr, og temperaturer der langsomt stiger, kommer den varme luft op til os fra onsdag.

Søndag eftermiddag viser prognoserne, at temperaturen kan nå 18-19 graders varme onsdag, inden vi torsdag til lørdag kan nå 19-20 graders varme, hvor det bliver varmest. Enkelte prognoser viser endda temperaturer på op til 21 graders fredag og lørdag.

Forventede temperaturer torsdag den 11. oktober 2018.  Foto: TV2 VEJRET

Den helt usædvanlige oktobervarme skyldes placeringen af et stort højtryk, som dirigerer varm luft fra sydøst op mod Danmark i ugens løb. Her bliver det liggende indtil weekenden og fortsætter således med at sende sommerlig luft op til os fra sydligere himmelstrøg.

Forventede temperaturer fredag den 12. oktober 2018. Foto: TV2 VEJRET

Da vinden blæser fra syd og sydøst, bliver det køligst ved kyster med pålandsvind, mens det bliver lunere dér, hvor luften har bevæget sig længst tid henover land.

Forventede temperaturer lørdag den 13. oktober 2018. Foto: TV2 VEJRET

På vejrkortene i artiklen kan du se, hvor det bliver varmest i perioden fra onsdag til lørdag.

01:29

VIDEO: Her kan du se den seneste vejrudsigt for Østjylland.

Luk video