Hendes far fik hjælp af dømt selvmordslæge: Jeg er taknemmelig

Onsdag faldt der dom i sagen mod de to læger, der var tiltalt for at assistere Jørgen Vesterby med selvmord. Begge læger er idømt betinget fængsel

06:28

VIDEO: Pernille Vesterby er glad for, at hun og hendes far fik hjælp til faderens selvmord.

De to læger Svend Lings og Frits Schjøtt er i dag begge fundet skyldige i medvirken til selvmord.

Tidligere psykiater Frits Schjøtt er fundet skyldig i det ene forhold, han var tiltalt for og er idømt 14 dages fængsel, mens den 77-årige pensionerede læge Svend Lings er dømt skyldig i to ud af de tre forhold, han var tiltalt for, og er idømt 40 dages fængsel.

Læs også Nu begynder usædvanlig sag om to lægers hjælp til selvmord

En af de personer, som Svend Lings hjalp med at begå selvmord, var Jørgen Vesterby fra Aarhus. Jørgen Vesterbys datter er glad for, at Svend Lings’ dom er relativt mild sammenlignet med anklagerens krav på op til et år.

Jeg tror, der er en masse mennesker i samfundet, der ikke har taget stilling til det, fordi de ikke er berørt af det. Men jeg har fået lagt selvmord ned over mig, som noget jeg skal leve med resten af mit liv.

Pernille Vesterby, datter til Jørgen Vesterby

- Jeg er enormt lettet over dommen. Det taler jo også for, at der måske er en åbning for, at vi kan drøfte det her ekstremt tabuiserede emne. For jeg synes virkelig, det kalder på en debat. Vi er i 2018, men vi har en lovgivning, som trænger til at blive opdateret på nogle områder, siger Pernille Vesterby, der er datter til afdøde Jørgen Vesterby.

Sagen om Pernilles far skabte stor debat, efter TV 2 sendte dokumentaren ’Jørgen Vil Dø’

Her fulgte man den kendte brilledesigner Jørgen Vesterbys sidste tid. Han ønskede at tage sit liv, efter han var blevet svært handicappet på grund af en blodprop.

Et historisk tilfælde

Anklagerne mod de to læger er de første af slagsen i dansk retshistorie.Ifølge forsvarsadvokat og partner i Stagetorn Advokater Henrik Stagetorn skal man langt tilbage for at finde en lignende retssag.
​​​​​​
- Man skal tilbage til 90’erne for at finde en lignende sag. Det var nogle familiemedlemmer, der blev tiltalt. Og man skal endnu længere tilbage for at finde sager, hvor det er læger, altså professionelle, der har hjulpet med selvmord, siger Henrik Stagetorn tirsdag aften til TV 2.

Jørgen Vesterby begik selvmord i maj 2017, og dokumentaren indgik som en del af anklagerens bevisførelse og blev derfor vist på storskærm i retssalen. Desuden vidnede Pernille Vesterby i sagen, selvom hun var glad for lægens hjælp.

- Han satte selv sin tilværelse over styr for at hjælpe et andet menneske. Det er stort. Jeg tør ikke tænke på, hvad vi skulle have gjort, hvis han ikke havde trådt til, siger Pernille Vestby til TV2 ØSTJYLLAND.

Retten frifandt Svend Lings i forholdet, da det ikke blev fundet bevist, at han havde formidlet medicin til Jørgen Vesterby. Der blev lagt vægt på, at Svend Lings på tidspunktet ikke kunne udskrive medicin.

Vil overveje appel

Onsdag morgen, seks timer før dommen faldt, sagde Svend Lings, at han ville overveje at en appel, hvis der skulle falde en dom:

00:49

VIDEO: Svend Lings fortæller, at han kun har rådgivet patienter ud fra en lovlig selvmordsvejledning.

Luk video

- Jeg synes ikke, det er rimeligt, sagde han.

Han vil nu sammen med sin advokat se på, om han ønsker at anke dommen, oplyste hans forsvarer, Hanne Rahbæk, til Ritzau efter domfældelsen.

- Min klient er glad og tilfreds med at være blevet frifundet i det ene forhold. På plussiden kan man sige, at retten har udmålt kortere tid, end anklageren havde påstået, siger hun. 

Men det, som hun nu vil undersøge, er begrebet om medvirken, som retten har lagt til grund. Hun mener, man muligvis kunne bruge et andet begreb.

Selvmordsvejledning var lovlig

Den sidste sag blev Svend Lings tiltalt for i august i år, da en kvinde tog sit eget liv efter en mailkorrespondance med den pensionerede læge.

Læs også Overlæger: Elendige forhold for læger og patienter på Risskov

Det var ifølge Retten et bevis på, at Svend Lings rådgav kvinden og i den forbindelse bekræftede hendes valg af medicin og selvmordsmetoden. Derfor blev han fundet skyldig i forholdet.

Men ifølge Svend Lings gengav han i korrespondancen blot de ord, som stod i en selvmordsmanual, han havde lagt på internettet.

Tiltale gav derfor ikke meget mening for den forhenværende læge. For det var ikke ulovligt at lægge vejledningen på internettet. Det har Justitsministeriet fastslået.

- Den kan ikke kræves afskaffet. De patienter, jeg har haft med at gøre, har jeg sådan set kun hjulpet ud fra den selvmordsvejledning. Jeg har sagt mundtligt til dem, hvad der står, og skrevet det til dem. Jeg har rådgivet dem på grundlag af den lovlige selvmordsvejledning. Så jeg har svært ved at forstå, at det skulle være ulovligt, sagde Svend Lings til TV 2 i timerne før domsafsigelsen.

Det er jo en kamp, der har stået på i årtier. Og den er ikke slut endnu. Tværtimod.

Svend Lings, læge

Men selvom Justitsministeriet har erklæret den lovlig, er den et brud med de etiske principper, mener Lægeetisk Nævn, der er nedsat af Lægeforeningen, men hvis afgørelser er uafhængige af foreningen.

Sådan fremgik det i en vurdering fra nævnet tirsdag:

- Lægeetisk Nævn finder i enighed, at Svend Lings gentagne gange og på grov vis har handlet imod de etiske principper, som alle Lægeforeningens medlemmer er forpligtet på at handle efter, står der.

Prisen værd

Svend Lings har det seneste halvandet år været meget i medierne, hvor han har udtalt, at han har hjulpet omkring 10 syge mennesker med at dø.

00:35

VIDEO: Selvom det har kostet en dom, så var det det værd, ifølge Svend Lings.

Luk video

Aktiv dødshjælp bør nemlig lovliggøres i Danmark, mener han. At det i dag har kostet ham en dom, er ifølge ham selv prisen værd:

- Absolut. Det er det da. Det er jo en kamp, der har stået på i årtier. Og den er ikke slut endnu. Tværtimod, siger Svend Lings.

Læs også Hør de rørende sange: Kendt musiker heler sorg med musik

Og Pernille Vesterby er enig med lægen.

- Jeg tror, der er en masse mennesker i samfundet, der ikke har taget stilling til det, fordi de ikke er berørt af det. Men jeg har fået lagt selvmord ned over mig, som noget jeg skal leve med resten af mit liv, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.