11 sten blev kastet fra motorvejsbro i nat - lastbil blev ramt
Politiet i Jylland efterforsker to forskellige stenkast fra motorvejsbroer. Den ene hændelse vest for Aarhus, den anden ved Rødekro i Sønderjylland
Både en lastbil og en personbil har i de seneste dage været involveret i hændelser, hvor de er blevet ramt af sten på danske motorveje.
Natten til onsdag omkring klokken 02 blev en lastbil ramt af en knytnævestor sten på Østjyske Motorvej ved en bro på Gammel Viborgvej vest for Aarhus.
Lastbilen blev ramt lige over forruden på førerhuset, så der kom en lang flænge i et skilt på lastbilens solskærm.
I alt har politiet fundet 11 knytnævestore sten i nærheden af motorvejsbroen, og derfor arbejder politiet ud fra den teori, at den potentielle gerningsmand har haft til hensigt at ramme flere biler.
- Vi tager det her meget alvorligt. En ting er, hvis biler i nærheden af lastbilen kunne være blevet ramt, en anden er, hvis lastbilen havde foretaget en katastrofebremsning, så kunne det være gået meget mere galt og have fået katastrofale følger, siger Kristian Juliussen, vicepolitiinspektør i Østjyllands Politi, til TV 2.
Sagen er særdeles grov
Han fortæller videre, at chaufføren i lastbilen, der blev ramt af stenkast i Mundelstrup vest for Aarhus, slap uskadt fra episoden.
- Men han var selvfølgelig chokeret. Han hørte et højt brag over sig, da han kom kørende, og så noget, der lignede en sten ryge hen over forruden. Han holdt ind og var rystet, men var i stand til at køre videre efterfølgende, siger Kristian Juliussen.
Østjyllands Politi afspærrede natten til onsdag området i forbindelse med efterforskningen, og dagen igennem har man været i gang med at indsamle spor ved motorvejsbroen og forsøgt at opspore eventuelle vidner til hændelsen. Hidtil har politiet ikke fundet vidner, og der findes heller ikke overvågning på stedet.
Til gengæld har politiet som nævnt fundet 11 sten på motorvejen neden for broen, både i nordgående og sydgående retning.
- Det her er noget, vi prioriterer højt, siger vicepolitiinspektøren.
- Denne her sag adskiller sig fra, hvad vi tidligere har set af stenkast fra motorvejsbroer. Både i grovheden og i stenenes størrelse. Det er så groft, at vi efterforsker det som en overtrædelse af straffeloven, siger Kristian Juliussen.
Har man set eller hørt noget, der kan hjælpe politiet i sagen, bedes man ringe 114.
Bil ramt af stor sten
Samtidig efterforsker Syd- og Sønderjyllands Politi en anden episode med muligt stenkast fra en motorvejsbro.
Mandag aften blev Sønderjyske Motorvej nemlig spærret ved Rødekro. Det skete, efter at politiet havde modtaget en anmeldelse om, at en større genstand var blevet kastet ned på motorvejen og havde ramt en personbil. Der var tale om et stykke af en industri-sten, muligvis fra en betonflise, men Syd- og Sønderjyllands Politi understreger, at man ikke ved, om der har været tale om et bevidst stenkast.
Læs også
- Det kan have været et uheld, det kan være et stykke af motorvejsbroen, der er faldet af, det kan være en modkørende, som har tabt et stykke sten, som så har ramt personbilen, siger Helle Lundberg fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet er netop nu i gang med at afhøre mennesker i nærheden af broen over den sønderjyske motorvej og foretage yderligere undersøgelser ved broen. Men foreløbig ved politiet altså ikke, om der reelt har fundet et stenkast sted fra motorvejsbroen, der ligger ved Hovlundsvej mellem afkørsel 69 og 70 på Sønderjyske Motorvej.
- Der vil gå nogle dage, før de tekniske undersøgelser af stenmaterialet forhåbentlig kan gøre os klogere, siger Helle Lundberg.
Ingen tegn på sammenhæng
Føreren af den ramte bil - en 44-årig mand - kom ikke til skade ved hændelsen. Han var desuden ikke opmærksom på, om der befandt sig personer på motorvejsbroen, da hans bil blev ramt på motorhjelmen, hvorefter stenen roterede og ramte bilens forrude.
Hverken Syd- og Sønderjyllands Politi eller Østjyllands Politi mener på nuværende tidspunkt, at der er en forbindelse mellem de to episoder henholdsvis tirsdag nat vest for Aarhus og nær Rødekro tidligt mandag aften omkring klokken 18.
- Der er stor afstand mellem de to steder. Forhåbentlig finder vi i vores efterforskning ud af, hvem der har kastet stenene på Østjyske Motorvej, og om det eventuelt skal kobles sammen med hændelsen i Sønderjylland, siger vicepolitiinspektør Kristian Juliussen fra Østjyllands Politi.
- Vi gør, hvad vi kan, for at undgå, at det her skal ske igen. Men hvis det gør, så vil vi selvfølgelig straks vurdere, hvor meget vi i så fald skal skrue op for knappen.