Politiker efter ny plejehjemsbrand: Vi har sat undersøgelse i gang
Alt gik efter bogen, da en dement mand kom alvorligt til skade ved en plejehjemsbrand i Silkeborg. Nu overvejer kommunen, om rygereglerne skal indskrænkes
En cigaret i sengen var formentlig skyld i, at der opstod brand i en 49-årig dement mands plejebolig på Marienlund Plejecenter i Silkeborg lørdag aften.
Personalet reagerede, som de burde, og både sprinklere og alarmer virkede. Alligevel kom den 49-årige så slemt til skade, at han blev fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalet.
Det får nu kommunen til at se på, om rygereglerne for visse plejehjemsbeboere skal ændres.
- Vi går det hele efter for at se, om der er noget, vi skal indrette anderledes, siger Gitte Willumsen (V), der er formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Silkeborg Kommune.
Plejehjemsbranden i Silkeborg står langt fra alene. I august i år mistede tre mennesker livet i en tragisk brand på Farsøhthus i Allingåbro.
Plejehjem er også privat hjem
Ifølge Gitte Willumsen kan løsningen på problemet ligge i forebyggelsen.
- Vi skal helst ikke have vores beboere til at ryge i deres senge, og det er noget, vi taler med dem om, siger Sundheds- og Ældreudvalgsformanden.
Læs også
Hun understreger dog også, at en lejlighed på et plejehjem er beboernes private hjem, og at beboerne i udgangspunktet selv bestemmer, hvad de laver.
Hvad så, når det er en mand, der dement?
- Ja, så må vi jo kigge på, hvordan man kan gøre det. For det er hans eget hjem, siger hun.
Allerede nu har de flere steder i kommunen en ordning, hvor nogle beboere skal ringe efter en medarbejder, når de skal ryge.
- Det kan være, at der kommer flere af dem fremadrettet, siger hun.
Kraftig forbrændt
Klokken 22:49 lørdag aften blev branden anmeldt. Der gik meldingen på røg fra en af plejehjemmets boliger.
- Branden er formentlig startet i forbindelse med rygning i sengen, sagde Anders Olesen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, søndag til TV2 ØSTJYLLAND.
Brandvæsenet ankom kort efter til plejehjemmet på Sanatorievej. Da mandskabet kommer ind i lejligheden, er beboeren i live.
- Han er kraftig forbrændt. Han bliver overført til Rigshospitalet. Hans tilstand er kritisk, sagde Anders Olesen søndag.
Læs også
Mandag morgen er meldingen fra politiet, at der intet nyt er om mandens tilstand.
Der vil i denne uge blive lavet brandtekniske undersøgelser på plejehjemmet. Men vagtchef Anders Olesen har slået fast over for TV2 ØSTJYLLAND, at der var sprinkleranlæg på plejecenteret, der blev aktiveret i branden.
De pårørende til den 49-årige mand, der er dement, er underrettet.