Mand sigtet for røveri: Brød ind og truede med peberspray

Endnu et indbrud har fundet sted i Silkeborg. Politiet ved ikke, om episoden kan kædes sammen med de seneste måneders mange indbrud

Genrefoto. Foto: Colourbox

En mand er sigtet for at begået et røveri på Risumvej i Silkeborg fredag morgen. 

Her skulle han ifølge politiets anklagemyndighed have truet en beboer i en villa med en peberspray, hvorefter han flygtede med en computer og en iPad.

- Han holdt pebersprayen frem mod beboeren og råbte, at han ikke skulle komme nærmere, siger anklager Camilla Berg.

- Senere blev han anholdt på sin bopæl, hvor der blev fundet tyvekoster som værktøj, smykker og elektronik. Vi ved ikke, hvor det stammer fra, lyder det.  

Læs også Indbrudsbølge hærger: Poul fik endevendt sit hjem

Manden er oveni sigtet for at have forsøgt at begå flere indbrud på adresser i nærheden, hvor det dog ikke lykkedes ham at bryde ind, mens han også er sigtet for at være i besiddelse af tyvekoster i hjemmet.  

Silkeborg ramt af indbrudsbølge

I Silkeborg har man gennem de seneste måneder været ramt af en regulær indbrudsbølge.

Siden 1. august har Midt- og Vestjyllands Politi registreret intet mindre end 212 indbrud i området.

Politiet ved ikke på nuværende tidspunkt, om røveriet på Risumvej fredag morgen, kan kædes sammen med den øvrige bølge af indbrud.

Lørdag er manden fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Men Retten i Holstebro har valgt at løslade manden, der nægter sig skyldig, sidst på formiddagen. En afgørelse, anklageren har kæret til landsretten.

Lørdagens fremstilling af manden skete for lukkede døre.

02:23

Silkeborg er ramt af en regulær indbrudsbølge, som har skabt utryghed i byen. Siden 1. august har indbrudstyve slået til 212 gange.

Luk video