Pædagoger tvinges ned i tid

Mange pædagoger og medhjælpere har fået deres arbejdstid barberet ned, fordi der skal spares i kommunerne

- Der er rigtig mange pædagoger, som bliver opsagt med tilbud om ansættelse på lavere timetal. Konsekvensen er, at det går ud over normeringen, og det pædagogiske niveau i institutionerne og forsørgelsesgrundlaget for den enkelte pædagog bliver jo også truet, fortæller formanden for BUPL Østjylland, Anne Grethe Rosenberg.

- Det er dybt problematisk. Vi er i fuld gang med at indføre et deltidssamfund, og det er i strid med trepartsaftalen. Det værste sted i Østjylland er Silkeborg Kommune, hvor op til 150 pædagogstillinger har været udsat for ændrede vilkår og arbejdstid, siger hun til DR Østjylland.

De nye tider kan blandt andet mærkes i den integrerede institution Granly i Silkeborg.

- Vi er nødt til at gå på kompromis med vores egen faglighed og profession, forklarer pædagog Bente Sønderbo, der er tillidsrepræsentant i den integrerede institution Granly i Silkeborg.

Ifølge hende er de nu 25 procent færre voksne om børnene i Granly end før kommunalreformen. Kun institutionslederen er på fuld tid.

- Det slider både fysisk og psykisk på os, for når man går hjem med en følelse af, at man ikke har gjort sit arbejde godt nok, så slider det langsomt på én. Det tærer, og jeg tror, at folk på lang sigt knækker på det, siger Bente Sønderbo.

Også pædagogmedhjælperne står for skud, når timeantallet skal barberes ned.

- Det er den letteste måde for ledelsen at få nedbragt deres budgetter på, konstaterer formanden for FOA Aarhus, Kirsten Normann Andersen.

Men hvis din institutionsleder pludselig prikker dig på skulderen og siger, at du skal ned i arbejdstid på grund af besparelser, så opfordrer FOA-formanden, at man straks kontakter fagforeningen.

- Det er indlysende, at det får konsekvenser for ens løn, men det kan jo også få konsekvenser for, om man er berettiget til fulde dagpenge, hvis man efterfølgende mister sit job. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at man får en drøftelse med os, siger Kirsten Normann Andersen.

På landsplan var over halvdelen af alle pædagogjob sidste år deltidsstillinger.