På jagt efter job
I dag sendte Skanderborg kommune 100 ledige fra seks østjyske kommuner på besøg på en virksomhed i Aarhus, der søger nye medarbejdere
Onsdag morgen satte 100 arbejdsløse fra Skanderborg og de fem omkringliggende kommuner kursen mod Aarhus og virksomheden Sitel i jagten på nye job.
Det er Skanderborg Kommune, der har arrangeret busturen, og de har inviteret nabokommunerne Odder, Silkeborg, Aarhus, Horsens og Favrskov, samt private aktører ind i samarbejdet for at hjælpe med at komme i kontakt med de ledige.
På tværs af kommunegrænser
- Kommunerne, synes jeg, tit og ofte bare har været gode til bare at se indenfor kommunegrænserne. Men vi er en tid nu, hvor det har vi bare ikke råd til som kommune, siger Michael Frænde, Souschef, Kompetencecentret, Skanderborg Kommune.
Virksomheden Sitel skal i den kommende tid ansætte op mod 100 nye medarbejdere blandt andet i deres call center i Aarhus. Virksomheden håber derfor, at der gemmer sig flere nye medarbejdere blandt de arbejdsløse gæster.
Se: Alternativ mulighed for ledige
- Vi får muligheden for at fortælle lidt mere om os selv, end vi gør, når den ledige bare sidder hjemme bag computeren. Vi kan gå i dialog med dem og modtage cv'er, og vi kan fortælle lidt om, hvem vi er, siger Maria Krog, HR Manager Sitel.
- Og så kan vi få forventningsafstemt med de potentielle medarbejdere. Hvis I skal til Sitel, så er det det her, I kan forvente, fortsætter hun.
Færre og færre ledige
Og der er god grund til, at virksomhederne begynder at jagte de ledige, for der bliver færre og færre. Den seneste opgørelse fra februar viser, at alle kommuner i Østjylland oplever færre arbejdsløse.
- Jo bedre, vi kan gå ud og sælge folk men også sælge virksomhedernes ideer og arbejdsopgaver, jo bedre og større match har vi, siger Michael Frænde.
I indslaget øverst i artiklen kan se mere om de lediges bustur.