På jagt efter gamle ølkasser
Ridehuset åbner igen dørene for antik-loppemarked
Flere hundrede østjyder kastede sig lørdag ud i en helt særligt jagt.
Ridehuset i Aarhus bød indenfor til et såkaldt antik-loppemarked, hvor de besøgende ihærdigt forsøgte at gøre det helt rigtige fund.
Gæsterne kan glæde sig over 66 stande, der bugner af alt lige fra små nipsting til brugte designermøbler.
Antik-loppemarkedet i Ridehuset er efterhånden blevet en tilbagevendende tradition, og mange af de besøgende vidste da også præcist, hvad de kom efter:
- Jeg går meget efter gamle ølkasser som dem, Tuborg og Carlsberg lavede. Derudover går jeg efter skåle, som kan pynte i min lejlighed, siger en af gæsterne, Malene Rytter, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Antik-loppemarkedet i Ridehuset fortsætter i morgen, søndag.