På flugt i stjålen taxa
Chauffør blev truet til at stige ud af sin taxa i Them
En 30-35-årig mand er anholdt efter en dramatisk motorvejsjagt i en røvet hyrevogn. Manden blev sporet via GPS og indhentet af politiet, men først efter en længere flugt gennem Jylland.
Manden tilkaldte kort før klokken 16.30 en vogn fra Silkeborg Taxa til Bellisvej i Them.
Her forlangte han at blive kørt til København. Men da chaufføren bad at se, om manden havde penge til så lang en tur, trak manden en stor brødkniv og beordrede chaufføren ud.
Sporet via GPS
Desværre for røveren kunne taxacentralen i Silkeborg hele tiden følge den hvide Mercedes stationcar via vognens indbyggede GPS-navigation. Så her kunne man orientere politiet om, at turen først gik til Nr. Snede og siden via Klovborgvej til Horsens.
Her fik den desperate mand selskab af tre patruljevogne fra politiet i Horsens som i høj fart fulgte efter den stjålne taxa gennem den tætte eftermiddagstrafik.
Det lykkedes en af patruljevognene at få bragt vognen til standsning og anholde den uautoriserede chauffør bag rattet.