På bar bund i sag om død vietnameser

Liget af 32-årig mand, der er fundet i en gylletank i Holtum syd for Horsens, udleveres snart til de pårørende i Vietnam

Politiet må give fortabt i sagen om den vietnamesiske mand, der i august sidste år blev fundet død i en gylletank.

- Vi mangler at få svar på den sidste erklæring fra retsmedicinerne, men den vil ikke give os svar på dødsårsagen, siger vicepolitiinspektør Peter Krogh i Sydøstjyllands Politi.

- Vi ved ikke, om det er en drabssag. Det kan lige så godt være en ulykke, hvor nogen har villet skaffe sig af med liget, siger vicepolitiinspektøren.

Det var et tilfælde, der gjorde, at en pensioneret landmand en aften i august opdagede liget i gylletanken ved Holtum.

Han ville smide nogle dræbersnegle op i tanken, men da han ikke hørte noget plask, kravlede han op og kiggede ned i tanken.

Det lykkedes snart efter for politiet at få identificeret den afdøde som en 32-årig mand fra Vietnam.

I begyndelsen var en af politiets teorier, at han kunne have forbindelse til andre vietnamesere, der sigtes for at have dyrket det stærke euforiserende stof skunk på illegale laboratorier i nærheden.

Men efterforskningen har altså ikke klarlagt, hvad der er sket. Og politiet har ikke på noget tidspunkt sigtet de tre landsmænd for at have dræbt den 32-årige.

- Nu er vi ved at planlægge udleveringen af liget til de pårørende i Vietnam, siger Peter Krogh.