Overvåger medarbejdere

Bageri blev tvunget til at tage kameraer ned

Da Mariann Poulsen mødte på arbejde i Frederiksbergs Bageri i Randers, var der pludseligt installeret kameraer til at overvåge hende og hendes kollegaer.

- Jeg blev vred. Når man passer sit arbejde, og gør det så godt, som man kan, så bliver man sur over, at man bliver overvåget, fortæller Mariann Poulsen til DR Østjylland. 

I HK Østjylland har man i de sidste fire måneder af 2011 haft 10 sager om kameraovervågning af de ansatte.

- Når man føler sig overvåget, så sætter det et psykisk pres, forklarer Cliff Præstegaard, formand for HK Handel i Østjylland.

Fagforeningerne og Dansk Erhverv har indgået en aftale om, at kameraer godt må bruges til at sikre sig mod røverier og svind, men ikke til at overvåge de ansattes arbejdsindsats. Derfor tager arbejdsgiverforeningen også afstand til nogle af medlemmernes opførsel.

- Formålet med tv-overvågning er ikke at tjekke medarbejdernes effektivitet, og hvordan de udfører deres arbejdsopgaver, siger advokat i Dansk Erhverv, Marianne Andersen.

Mariann Poulsen gik til HK, og det endte med, atFrederiksbergs Bageri i Randers måtte tag deres kameraer ned.