Overlæge: Der skal være ro

Ledende overlæge på børneafdelingen ærgrer sig over støjgener

02:11

1 af 2

Stinne Juhls video er gået viralt i Danmark, efter at hun påviste store støjgener i forbindelse med indlæggelse på Skejby Sygehus' børneafdeling.

Se: Stinne ligger i støjhelvede

Hendes for tidligt fødte søn blev udsat for store støjgener i forbindelse med bygningsarbejde, og det er potentielt skadeligt for barnet, siger Rune Weis Næraa, der er ledende overlæge på børneafdelingen på Skejby Sygehus.

- Det er utrolig vigtigt, at der er ro. Selv høj tale på en stue, hvor der ligger et meget for tidligt født barn, der kan man aflæse, at barnet bliver stresset og pulsen stiger lidt, så det er noget, man gør alt hvad man kan for at minimere, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Det er ikke lykkedes i dette tilfælde, og det begræder Rune Weis Næraa.

- Man bliver lidt rystet, for det lyder voldsomt, helt klart, og jeg er ikke i tvivl om, at morens oplevelse er fuldstændig reel. Det er en situation, vi helt klart skal prøve at undgå. Vi ved ikke, hvordan det kunne ske. I morgen skal vi have en snak med det personale, der har været her, siger han.

Han understreger, at det er ledelsens opgave at sørge for, at medarbejderne ved, hvordan de skal håndtere den slags situationer.

I videoen øverst i artiklen kan du se interviewet med Rune Weis Næraa og få en smagsprøve på den støj, som Stinne Juhl har oplevet. Klippet af Stinne Juhl bringes med godkendelse fra hende selv.