Østjyske Tour-ryttere med i Post Danmark Rundt

Sidste års vinder Jakob Fuglsang og bjerggeden Chris Anker Sørensen stiller begge til start i årets udgave af Post Danmark Rundt.

Chris Anker Sørensen er klar til Post Danmark Rundt. Foto: Colourbox

Når den 20. udgave af Post Danmark Rundt indledes den 4. august i Holstebro har det danske Team Saxo Bank hele fire af de ryttere, der i disse dage kæmper for at vinde Tour de France med Andy Schleck, med.

Teamet stiller nemlig med de seneste to års vinder, Jakob Fuglsang, bjerggeden Chris Anker Sørensen, den tidligere VM-bronzevinder Matti Breschel samt det tyske lokomotiv Jens Voigt i årets udgave af Danmarks største sportsbegivenhed. Voigt måtte sidste år melde fra til det danske etapeløb efter hans voldsomme styrt i Tour de France, men har ønsket at komme tilbage i år.

Fuglsang blev sidste år den første til at vinde Post Danmark Rundt to gange, og kan nu gå efter et hattrick. Breschel har vundet hele fire etaper i løbet, og jagter nu rekorden med fem etapesejre, der indehaves danske Jesper Skibby og italienske Nicola Minali.

De øvrige ryttere på det danske hold i Post Danmark Rundt er danskerne Michael Mørkøv, Alex Rasmussen, Jonas Aaen og André Steensen.

Post Danmark Rundt 2010 køres fra 4.-8. august med start i Holstebro og finale på VM-ruten i Rudersdal.