Østjyske boligpriser i top
Priserne på både villaer og ejerlejligheder fortsætter med at stige
Nye tal fra Nybolig, der er en af landets største ejendomsmæglere, viser, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris på de østjyske villaer i 2010 steg med sammenlagt 1,5 procent.
Dermed fastholder prisen på de østjyske villaer og rækkehuse det forspring, som de i 2009 opnåede i forhold til den gennemsnitlige udvikling i resten af landet.
Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på villaer og rækkehuse i Østjylland er steg fra 14.873 kroner i 2009 til 15.099 kroner i 2010.
LIge nu er prisen 15.198 kroner pr. kvadratmeter, og det betyder, at prisen på en gennemsnitlig villa i Østjylland på 135 kvadratmeter aktuelt er på 2.052.000 kroner.
Endnu større er prisstigningen på ejerlejligheder i Århus. Den satte rekord med en stigning på 22,3 procent. Den største stigning siden finanskrisen for alvor gjorde sit indtog.
Udviklingen betyder, at prisen på en gennemsnitlig ejerlejlighed i Århus på 80 kvadratmeter aktuelt er på 1.943.000 kroner mod 1.556.000 kroner i 2009.