Østjyske bamser trækkes tilbage
Bamser solgt i Bruun's Galleri trækkes tilbage
I disse dage står bamse-byggere i kø i bl.a Bruun's Galleri i Aarhus, men Build-a-Bear har også travlt med at kalde bamser tilbage.
De kan udgøre en sikkerhedsrisiko, da øjnene kan falde ud. USA og Canada har tilbagekaldt 300.000 bamser - og Danmark er også i gang, fortæller direktør Claus Nielsen.
- Vi har solgt 1400 bamser i perioden fra 1. maj til 21. december. Vi tør ikke tage nogen chancer på det her område og har valgt at følge den her frivillige tilbagetrækning, som man har gjort i USA, siger direktør Claus Nielsen fra Build-a-Bear til DR Østjylland.
Build-a-Bear har nogle Bamsekunders e-mail-adresser og har på den måde fået kontakt til dem, det handler om. Derudover er der skilte på butikkerne, opslag på hjemmesiden og på Facebook-profilen.
En overreaktion?
Der er ikke sket noget med nogen, og spørgsmålet er, om det er en overreaktion at trække de mange bamser tilbage.
- Det er et godt spørgsmål. Men vi gør i hvert fald ikke andet end at følge den øvrige del af verden og specielt USA, siger Claus Nielsen til DR Østjylland.
- Altså det er en situtation, hvor man har fundet et løst øje i bunden af en papkasse i en butik i et baglokale i USA. Ingen børn er kommet til skade - eller været tæt på det. Det er også derfor, man kalder det frivillig tilbagetrækning.
Claus Nielsen kan sagtens forestille sig, at børn bliver kede af at skulle aflevere deres bamse.
- Så kan de komme ned i butikken og vælge sig en ny bamse og se, om de ikke kan få gjort den til en lige så ven, som den første bamse, de fik.