Østjysk avis med i kæmpe fusion

Horsens Folkeblad del af ny bladkoncern

Foto: Colourbox

Jyske Medier, Fynske Medier og Syddanske Medier slår sig sammen i et stort fælles selskab med samlet 1325 medarbejdere. Og det bliver Horsens Folkeblad en del af.

Det oplyser Fynske Medier i en pressemeddelelse.

Den nye virksomhed får navnet Jysk Fynske Medier og bliver den næststørste bladkoncern herhjemme efter JP/Politikens Hus.

Samarbejdet omfatter blandt andet dagbladene JydskeVestkysten, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad og Fredericia Dagblad.

Se: - Mediefusion giver mening

De tre medieselskaber får slagkraft til at opfylde den nye virksomheds væsentligste mission: at styrke og udvikle lokale og regionale medier i de tre moderselskabers udgivelsesområder på Fyn, i Østjylland og i Syd- og Sønderjylland, hedder det i pressemeddelelsen.

De tre selskabers bestyrelser indskyder alle aktiver i Jysk Fynske Medier.

Det gælder dog ikke udgiver-rettighederne til dagblade og ugeaviser, som bliver i moderselskaberne.

Det samme gør i første omgang de redaktionelle medarbejdere. Den redaktionelle linje for de enkelte dagblade fastlægges fortsat af suveræne chefredaktører med reference til moderselskabernes bestyrelser.

Se: Færre læser østjyske aviser

Jysk Fynske Mediers vision er at skabe en stærk mediekoncern, som har styrke til ikke bare at fastholde, men også at udvikle de lokale mediers afgørende rolle for demokrati og sammenhængskraft i lokalområderne.

Tanken er, blandt andet, at undersøge mulighederne for at løfte kvaliteten i journalistikken på "en stribe redaktionelle områder", som ikke er lokale.

Omsætningen i det første år ventes at blive 1,6 milliarder kroner. Det samlede oplag bliver 135.000, hedder det i pressemeddelelsen.