Østjyllands bedste

En plads ned på listen over landets mest erhvervsvenlige, men stadig i toppen

Favrskov Kommune kommer for andet år i træk ud som den mest erhvervsvenlige Kommune indenfor TV 2 Østjyllands dækningsområde.

Favrskov Kommune indtager i år fjerdepladsen på Dansk Industris erhvervsbarometer over de danske kommuner, som virksomhederne under Dansk Industri helst ville starte ny virksomhed i. Sidste år blev Favrskov nummer tre.

- Vi er rigtig glade for at Favrskov Kommune igen i år imponerer de lokale virksomheder og placerer sig helt i toppen af erhvervsklimaundersøgelsen. Vi har blandt mange gode tilbagemeldinger bidt mærke i at virksomhederne er særligt tilfredse med adgangen til kvalificeret arbejdskraft, udtaler formand for DI Østjylland, Kim Boyter, i forbindelse med undersøgelsen.Dansk Industri opsummerer Favrskovs placering sådan her:

- Favrskov er vinder i kategorien Skatter, gebyrer og afgifter.

- Favrskov er den næstbedst rangerede kommune i kategorien Arbejdskraft. Det er en fremgang på 13 pladser.

- I otte af de 11 kategorier er Favrskov placeret blandt de ti bedste kommuner.

Østjyllands nærmeste naboer topper listen i år: Vinderen er Ikast-Brande, mens Hedensted bliver nummer tre. Herning indtager andenpladsen.

Man kan læse mere om Favrskovs erhvervsklima og hente hele undersøgelsen ved at trykke her.