Østjyder uden mobildækning
Kunne ikke tale i telefon lørdag
Østjyder med et telefonabonnement hos mobilselskabet 3 kunne lørdag ikke få fat på familie, venner og bekendte via deres telefon.
3-netværket i hele Jylland har været ramt af et nedbrud siden klokken fem i morges. Senere blev også København ramt.
Østjylland var det sidste sted i landet, hvor dækningen blev genoprettet. Først klokken 16 lørdag eftermiddag havde de østjyske 3-kunder igen mulighed for at tale i telefon.
Det er anden gang på kun få måneder, at 3 har problemer med deres netværk. Seneste nedbrud fandt sted i september.
Dagens nedbrud fandt sted på en dag, hvor mange var taget til byen eller indkøbscentret for at købe julegaver. Netop derfor er nedbruddet ekstra uheldigt.
- Vi ved ikke præcist, hvad der er sket. Og vi kan ikke garantere, at det aldrig kommer til at ske igen. Men det er jo forfærdeligt for vores kunder. Det der skete i dag, må simpelthen ikke ske, siger 3's kommunikationschef, Stine Green Paulsen, til Ritzau.