Østjyder i VM-finale

Danmarks U/21 landshold i håndbold er klar til finalen

Simon Birkefeldt, Benjamin Jakobsen begge fra Skanderborg Håndbold og Mikkel Saad fra Århus Håndbold var i dag med til at spille Danmark suverænt i VM-finalen, da de besejrede Tunesien med 35-21.

De tre østjyder blev sammenlagt noteret for 12 mål.

Dermed fik det danske U/21-landshold en overraskende nem vej til finalen, efter den nervepirrende sejr i kvartfinalen på 28-27 over Sverige.

Det danske landshold kom hurtigt foran med en komfortabel margin, og tuneserne havde svært ved at finde opskriften, der kunne vende situationen.

Nordafrikanerne forsøgte med blandt andet offensivt forsvar, men danskerne fastholdt en høj scoringsfrekvens. Danmark gik i omklædningsrummet efter de første 30 minutter med en pauseføring på 20-13.

Efter pausen gik tempoet lidt ud af det danske spil med blot fire scoringer i de første 10 minutter, men heldigvis for danskerne havde tuneserne heller ikke meget at byde på i angrebsspillet.

Kampen igennem var der god opbakning til Danmark i Paok-hallen i den græske by Thessaloniki.

Den anden VM-semifinale, som står mellem Egypten og Tyskland, spilles klokken 19.30 dansk tid. Tyskland har besejret egypterne en gang tidligere i turneringen.

Finalen spilles lørdag klokken 19.30.