Opjusterer efter rekord

Efter en særdeles positiv udvikling i årets første måneder opjusterer Mols-Linen sine forventninger til 2015

Mols-Linien fortsætter den positive udvikling. Større rejseaktivitet i første kvartal og en påske med langt flere rejsende har givet Mols-Linien en rekordstart på regnskabsåret 2015. Det får virksomheden til at opjustere forventningerne til årets resultat 2015, skriver de en pressemeddelelse.

I første kvartal transporterede rederiets tre katamaranfærger 182.021 personbiler, hvilket svarer til en stigning på knap 9 procent i forhold til 1. kvartal 2014.

Flere passagerer

Antallet af passagerer voksede i samme periode med knap 8 procent, ligesom den samlede omsætning steg 7 procent.

- Det er meget glædeligt, at danskerne i stigende omfang bruger Mols-Linien som en naturlig forbindelse mellem Jylland og Sjælland, siger bestyrelsesformand Frantz Paludan i meddelelsen.

- Vi har arbejdet benhårdt på at tilpasse os kundernes rejsemønster blandt andet med timedrift i de travle morgen- og eftermiddagstimer og skræddersyede koncepter til vores målgrupper, og det kvitterer både forretningsrejsende og privatrejsende for ved i højere grad at sejle mellem landsdelene, fortsætter han.

Kortere transporttid

Samtidig steg antallet af Business BlueClass-kunder med 6,5 procent, og antallet kunder på hverdagsafgangen fra Aarhus klokken syv om morgenen steg med 8,2 procent.

- Kombinationen af tre store hurtigfærger og den nye motortrafikvej mellem Holbæk og Vig har gjort det hurtigere end nogensinde at rejse mellem Aarhus og Storkøbenhavn, og trafiktallene viser da også, at Mols-Linien har øget sin markedsandel i øst-vest trafikken, siger Frantz Palludan.

Se: Stolt bestyrelse i Molslinien

Rederiet har med fastpriskontrakter sikret en fast oliepris i danske kroner for hele 2015.