Opgiver kampen imod tvangsægteskab
Mange søger hjælp til at undgå tvangsægteskab, men opgiver kampen
Op til ti unge kvinder om måneden henvender sig til Indvandrerrådgivningen i Aarhus. De er bange for at blive tvunget ind i et ægteskab med en mand, som familien har valgt ud.
I langt de fleste tilfælde bøjer de hovedet. De magter ikke at tage et opgør med familien. Det skriver stiften.dk.
Flere gange om ugen kommer unge kvinder - mange under 18 år - og fortæller om undertrykkende forhold i familien, fortæller lederen af Indvandrerrådgivningen i Aarhus gennem 12 år, Leif Randeris.
- Særligt op til sommerferien kommer mange. Det er når de - på forældrenes bud - skal til Mellemøsten for at møde en bejler, som pigernes forældre sammen med den måske kommende mands familie har fundet frem til, siger han til stiften.dk.
De unge kvinder er ofte i gang med en god skoleuddannelse og ønsker ikke at underkaste sig tvang.
- Vi kan sammen med de sociale myndigheder hjælpe pigerne for eksempel, så forældrene tvinges til at opgive planerne, siger lederen til stiften.dk.
Men følgerne kan være, at familien slår hånden af pigen, hvilket får kvinderne til at indordne sig. I ni ud af ti tilfælde opgiver de at sprænge båndene til familien og retter ind.
Leif Randeris kalder det voldtægt, når en kvinde efter giftermålet skal have sex med en mand, som hun ikke selv har valgt.