Opgaver havner i Tyskland
Aarhusiansk firma afventer tilladelse til at køre i Danmark
En stor importør af mobile betonpumper, Jørn Glad, Glad A/S i Trige ved Aarhus, kan i øjeblikket se sine tyske konkurrenter snuppe den ene opgave efter den anden for næsen af ham, mens de danske vejmyndigheder på tredje måned overvejer, om de vil give ham de nødvendige tilladelser til at køre med tilsvarende maskiner på de danske landeveje, skriver Erhvervsbladet.
Ifølge Jørn Glad har tyskerne blandt andet fået store opgaver ved et motorvejsbyggeri i Sønderjylland og ved Vandel. Pumperne bruges også ved større bolig- og erhvervsbyggerier.
Det drejer sig om mobile maskiner, som skal have særlig tilladelse for at køre 60 km i timen i stedet for 30 - en forudsætning for den fornødne mobilitet, mener Jørn Glad
- De tyske pumper må selvfølgelig også kun køre med 30 kilometer i timen, når de krydser grænsen. Men det ved de jo ikke, og der er ingen politimand eller tolder, der har en jordisk chance for at kontrollere, om bilen har parabelfjedre og et tryk på mere end 10 ton per bagaksel, siger han til evb.dk
Vejdirektoratet beklager den langsomme forretningsgang og lover sagen færdigbehandlet i løbet af august.