Omstridt nedrivning rykker tættere på
Ny lokalplan forhindrer ikke, at ejendom i Latinerkvarteret i Århus rives ned for at give plads til ny bygning med café og lejligheder.
En nedrivning af den omdiskuterede ejendom Graven 20 i Latinerkvarteret i Århus er rykket et godt stykke nærmere.
I et forslag til en ny lokalplan for Latinerkvarteret fastholder Århus Kommune overraskende sin klassificering af ejendommen som ikke umiddelbart bevaringsværdig. Det skriver Jyllands-Posten.
Sidste år antydede kommunen ellers, at ejendommen i lokalplanen ville blive opklassificeret som bevaringsværdig. Blandt andre teknisk rådmand Peter Thysen (R) har forsøgt at forhindre en nedrivning af ejendommen.
Forretningsmanden Karsten Nørkjær har igennem flere år forsøgt at få lov til at rive ejendommen ned og i stedet opføre en ny bygning med café, restaurant og lejligheder.