Øltilbud skabte kaos i Bilka

I anledning af varehusets 40 års jubilæum har Danmarks ældste Bilka i Tilst gennemgået en totalrenovering.

Foto: Flickr

Det blev søndag fejret med en åbningsfest og diverse slagtilbud blandt andet en kasse Ceres-øl til 54,95. Det fik flere hundrede tilbudshungrende kunder til at stå i kø udenfor for varehuset søndag morgen.

Da de mange kunder blev sluppet løs i det nyrenoverede varehus, skabte det hurtigt kaotiske tilstande i ølafdelingen, og havde Guinness Rekordbog søndag været til stede i Bilka i Tilst, kunne de med stor sandsynlighed have føjet en ny rekord til samlingen - 35 sekunder tog det kunderne at tømme en hel palle med Ceres øl. I alt havde Bilka bestilt 100 paller Ceres øl hjem.

Da Herman Salling i 1970 åbnede Bilka, var Tilst en lille landsby udenfor Århus, og han var i tvivl om danskerne var klar til Bilka. Derfor blev fundamentet til det dengang nye varehus støbt så stærkt, at lokalerne kunne bruges som lager for Dansk Supermarked, hvis det skulle vise sig, at købmand Salling havde taget fejl.

De første år havde butikken faktisk karakter af åbent lager med varer på paller og kørende gaffeltrucks i åbningstiden.

Den omfattende renovering af Danmarks ældste Bilka har kostet et tocifret millionbeløb.