Oldboys-spillere giver millionbeløb til Afrika

Fodboldspillere fra oldboys-hold i Hinnerup donerer over 1 mio. kr. til sportsudstyr og uddannelse af børn i Uganda.

Pengene er kommet ind via sponsorater, som de i alt 28 spillere har fået en række danske virksomheder til at tegne.

Helt præcist overrækker spillerne fra HOG Hinnerup 1.115.000 kr. til Dansk Røde Kors. Checken bliver afleveret i dag, hvorefter der er penge til sportsudstyr og skolegang til 300 børn i Uganda i Afrika.

Foruden checken til Dansk Røde Kors donerer Hinnerup-spillerne penge til 30.000 vacciner mod polio og mæslinger til Unicef.

- Vi kalder os selv Danmarks mest ambitiøse og socialt bevidste oldboys-hold, forklarer holdets sportsdirektør, Simon Schiølin, med stolthed i stemmen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

TV 2 | ØSTJYLLAND har tidligere fulgt de østjyske oldboys-spillere i flere tv-indslag. Hinnerup-spillerne har blandt andet mødt hold fra storklubber som Ajax Amsterdam, Espanyol i Spanien samt skotske Celtic. Derudover har de på hjemmebane taget imod det danske oldboys-landshold i fodbold.