Øksemand overrasket over barn hos tegner

Videoklip viser, at øksemanden virkede en smule tøvende, da han huggede sig ind i Kurt Westergaards hjem

Foto: Nils Sloth

Den 29-årige iført hvide bukser og med hætte over hovedet virkede en smule tøvende, da han huggede sig gennem terrassedøren til Kurt Westergaards rækkehus med sin økse.

Det viser videoklip, der blev vist i retten i Aarhus onsdag. Den tiltalte var overrasket over at høre både Kurt Westergaards stemme og en barnestemme, da han ved 22-tiden nytårsdag sidste år opsøgte tegneren for at skræmme og true ham.

- Jeg ville ikke skræmme et barn, for jeg jo selv tre børn. Jeg tror, den voksne læste noget op, forklarede han i retten.

Han tilføjede, at han håbede, at Kurt Westergaard ville søge hen til et andet sted i huset, hvor han kunne true tegneren uden, at den lille pige på fem år oplevede det.

Kurt Westergaard var hurtigt ude i sit sikrede badeværelse og kom aldrig til at stå ansigt til ansigt med den indtrængende.