For og imod Kongehuset
Debat om Kongehuset i Kulturkampen på TV 2 | ØSTJYLLAND
I dag, onsdag, fejres Dronning Margrethe i Musikhuset i Aarhus i forbindelse med hendes 75 års fødselsdag.
Mange danskere er med til at fejre dronningen, og ved hende og Prinsgemalens ankomst til Aarhus blev de taget imod af lykønskninger og folk med viftende Dannebrog.
Men hos Den Republikanske Grundlovsbevægelse (DRGB) er følelsen en helt anden.
- Jeg er lidt uforstående overfor, at folk har behov for at stå og give deres rolle som undersåt til kende. Jeg synes ikke rigtig, Kongehuset bidrager med noget, fortæller bevægelsens næstformand, Steffen Bank, i denne uges udgave af Kulturkampen.
Folkets dronning?
Tanja Lauenborg, der er talsperson for FOA i Randers, betegner sig selv som royalist og er helt uenig med Steffen Bank.
- Det er noget, der kommer naturligt til os i befolkningen. Vi kan se, når dronningen kører rundt i kareten, at der er så mange mennesker, der har opbakning til hende. Hun holder jo både sin fødselsdag i Aarhus og København, og det viser bare, at hun er folkets dronning, siger hun.
- Vi er nødt til at have det her til debat, og det kan kun komme til debat, hvis folk er nødt til at tage stilling til det. Der er ikke nogen, der har valgt hende. Så vi kan ikke påstå, at hun repræsenterer det demokrati, vi gerne vil leve i, svarer Steffen Bank.
I videoen ovenfor kan du se debatten med Steffen Bank og Tanja Lauenborg, og du kan se hele Kulturkampen torsdag aften klokken 19.55 på TV 2 | ØSTJYLLAND.