Ofre for Præstø-ulykke forvirrede

Syv unge og deres pårørende er indlagt i Hammel

De unge var i livsfare efter ulykken på Præstø Fjord tidligere på måneden.

Syv unge fra Præstø-ulykken og deres forældre kan prise sig lykkelige for, at kæntringsulykken ikke skete for 10 år siden.

Nedkøling i kunstig koma har nemlig øget chancen for at overleve en truende druknedød, og nu skal de syv mest medtagne unge fra Lundby Efterskole og deres forældre gennemføre et behandlingsforløb på Hammel Neurocenter i Østjylland.

Det var Rigshospitalet, der bad centret om at overtage de unge, der nu er uden respirator og selv kan trække vejret.

Forskelligt behov
Behovet for behandling er meget forskelligt for de enkelte, og ledende overlæge Merete Stubkjær Christensen vil ikke udtale sig om hver enkelt efterskoleelevs tilstand lige nu efter det uhyggelige, langvarige ophold i det kolde vand for præcis to uger siden.

- Men det går fremad dag for dag, siger hun på et pressemøde i Viborg fredag.

Om de kan tale vil hun ikke udtale sig om.

- De er stadig i den forvirringsfase, som er helt almindelig, når hjernen har været påvirket, siger Merete Stubkjær Christensen.

Den enkelte elev kan måske ikke huske ulykken og er ikke vidende om, hvor han eller hun befinder sig lige nu.  Senest i weekenden vil de syv mest medtagne ofre for ulykken og deres forældre blive indkvarteret på det højt respekterede rehabiliteringscenter i Hammel, hvor de unge skal regne med alt fra få ugers til flere måneders ophold.

Den sidste elev ankommer senest søndag til Hammel Neurocenter.

Ulykken er helt enestående, og neurocentret vil bruge den til at skabe mere viden om, hvordan man kan redde folk efter en truende druknedød.

Det er en meget stor fordel, at ofrene i denne ulykke er velfungerende unge mennesker, fremgår det på et pressemøde i Viborg.

Stort "batteri"
Professor, overlæge Jørgen Feldbæk Nielsen fra neurocentret oplyser, at centret har valgt at sætte et stort "batteri" af undersøgelser op som følge af den enestående ulykke.

- Vi har en ulykke med mange børn og unge involveret, og vores undersøgelser skal bruges til forskning fremover, siger Jørgen Feldbæk Nielsen.

Han konkluderer, at unge har betydeligt bedre muligheder for at komme sig efter en potentiel drukning i forhold til ældre mennesker.