Van(d)vittig god idé: Studerende fra hele verden lærer om dansk vand
På Låsby Kro er universitetsstuderende fra hele verden i disse uger samlet for at blive klogere på dansk vand.
Østjylland er Danmarks svar på Silicon Valley, når det kommer til virksomheder, der beskæftiger sig med vand.
Derfor har en række østjyske virksomheder, forsyningsselskaber og Aarhus Universitets i disse uger inviteret 45 studerende fra hele verden til kursus på Låsby Kro.
Læs også
Her lærer de studerende om, hvordan vi her til lands håndterer vores grundvand, drikkevand og spildevand.
- Kurset går ud på at skabe nogle ambassadører. Altså nogle unge mennesker, som forstår vandets sammenhæng. De studerende der kommer fra udlandet, skal gå hjem med en viden om, hvordan man driver bæredygtig vandforsyning, og hvordan man behandler vandet på en bæredygtig måde. Og de danske studerende, skal vi også have sendt ud i verden, så de kan være med til at gøre en forskel, siger Michael RamlauHansen, der er initiativtager for kurset Advanced Water Cycle management course, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Og ifølge Michael Ramlau kan de østjyske virksomheder lærer de udenlandske studerende en masse om, hvordan vand skal håndteres.
- Vi er i Danmark noget nær verdensmester i at håndtere vandet på en bæredygtig måde. Vi er dem, der spilder mindst vand i verden, og vi udnytter spildevandet til at skabe energi og varme, og det er den viden, vi gerne vil have ud over landegrænsen, siger han.
De 45 studerende kommer blandt andet fra Malaysia, Sydafrika, Portugal, Litauen og Tyskland.
Én af deltagerne er Greg Brill, som kommer fra Sydafrika.
- Kurset har været fantastisk. I hvert fald fra mit synspunkt. Jeg har haft mest med politik og regulativer at gøre, men kurset her har meget mere fokus på den tekniske viden, hvilket har været en stor øjenåbner for mig. Og det er værdifuldt, siger Greg Brill til TV2 ØSTJYLLAND.