Østjylland kan få hagl og slud i weekenden

Lokalt kan der komme slud eller hagl i den kommende weekend

Lokalt kan der falde byger med slud og hagl i weekenden. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Det er for tidligt at finde ski og kælk frem.

Men hue og vanter kan man roligt begynde at pakke ud af gemmerne. For det bliver koldt i weekenden.

- Lokalt kan der komme slud eller hagl i Østjylland her i weekenden, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Martin Lindberg, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det vil dog ikke være tale om sne i en størrelsesorden, som man kan bygge snemænd af.

01:00

VIDEO: Her kan du se vejrudsigten for fredag og de kommende dage i Østjylland.

Luk video

Overfladen er for varm

Årsagen er det, som Martin Lindberg kalder 'Kattegatbyger'.

- Der blæser kold luft over havet, så forstærkes bygerne og kommer ind over land langs kysten i Østjylland, siger Martin Lindberg.

Læs også Fredag med gråt og vådt vejr

Nedbøren i weekenden vil dog hovedsageligt være regn.

- Det kan kortvarigt gå over i slud og tøsne. Det vil ikke en gang være over en centimeter, fordi overfladen er for varm til, at den lægger sig, siger Martin Lindberg og fortsætter:

- Men det er godt for folk at vide, så de ikke bliver overraskede, siger Martin Lindberg.

Læs også Emma på 22 og Emma på 23 kæmper med samme kræftsygdom

Han tør dog ikke sige med sikkerhed, hvilke dele af Østjylland der bliver ramt.

- Måske omkring Randers og Horsens. Der vil være tale om meget lokale byger langs østkysten og 20-30 kilometer ind i landet, siger Martin Lindberg.

I løbet af fredagen passerer et lavtryk Østjylland. Når det har passeret, kommer der iskold luft fra nord og nordøst, der vil give nattefrost i weekenden.

Søndag vil der også komme nogen sol.