Odders borgmester udsender pressemeddelelse
Niels-Ulrik Bugge vil ikke udtale sig foran TV 2 | ØSTJYLLANDS kameraer, men har udsendt en pressemeddelelse.
TV 2 | ØSTJYLLAND har i dag flere gange været i kontakt med Odders borgmester Niels-Ulrik Bugge ovenpå Ekstra Bladets afsløring af, at han har fået gjort sit hus rent sort.
Odders borgmester har ikke villet stille op til interview foran med TV 2 | ØSTJYLLAND, men har udsendt denne pressemeddelelse:
I anledning af dagens artikler om sort arbejde i Ekstra Bladet og en kommende udsendelse på TV3, skal jeg udtale følgende:
Der findes ikke nogen undskyldning for sort arbejde, og jeg skal derfor beklage, at der ved en enkelt lejlighed er udført sort rengøringsarbejde i mit hjem.
De to mediers fremgangsmåde finder jeg imidlertid dybt kritisabel. Ved hjælp af et falsk firma har de lokket min hustru i en fælde - men formålet var at ramme mig. Jeg kan kun karakterisere den form for journalistik som uvederhæftig.
Borgmester Niels-Ulrik Bugge (V)