Odder henter ung playmaker

Mike Paulsen skal fra næste sæson sammen med 19-årige Nikolaj Larsen styre spillet på holdet i Odder Håndbold

Mike Paulsen er blot 23 år, men har både spillet U18 og tre år som senior i Sønderjyske. Han har således trods den unge alder en del erfaring fra højeste niveau med i bagagen, skriver Odder Håndbold i en pressemeddelelse.

Se: talent fra Aarhus skifter til Odder

- Med det unge hold vi har under opbygning, bliver Mike en af de mere rutinerede kræfter. Men vi ser også, at han har potentiale til at udvikle sig yderligere, så han kan blive en af bærende kraft på holdet, udtaler sportschef Lars Borg i meddelelsen.

- Jeg er rigtig, rigtig glad for skiftet. Jeg har spillet i Sønderjyske i tre sæsoner nu, og jeg ser frem til at få ny rolle på holdet i Odder. Nu regner jeg med at få en masse spilletid, siger Mike Paulsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Odder Håndbold er i færd med at bygge et nyt hold op omkring en lille stamme af spillerne fra sidste års liga-hold.

- Jeg tror, at det bliver utrolig spændende, og jeg glæder mig til at være med at starte noget nyt op. Vi skal lige spilles sammen, men med tiden tror jeg, vi kan komme til at præge toppen af 1. division, siger Mike Paulsen.