Nyt liv til Oddergrisen

350.000 kroner fra Realdania Fonden betyder, at det gamle regionaltog kan gennemgå en større istandsættelse

01:47

1 af 2

Oddergrisen, som sidste år fik permanent holdeplads i hjembyen, kan se frem til en ny æra som samlingssted for de lokale. Toget skal nemlig indrettes til museum, café og mødelokale - det er en realitet efter Realdania Fonden har tildelt Pakhusforeningen i Odder 350.000 kroner.

- Vi kan næsten ikke få hænderne ned, fortæller Svend Donby, der er bestyrelsesformand for Pakhusforeningen i Odder, som sidste år fik skænket styrehuset fra det gamle regionaltog.

Toget har stået stille, siden det blev taget ud af drift i 2012. Det var planen, at det gamle tog skulle hugges op, men i stedet blev toget skænket til Pakhusforeningen.

- Der har været en fantastisk opbakning, og det bliver der ved med at være - vi kan mærke det hele tiden. Altså, det er noget folk snakker om, siger Svend Donby.

Den gamle vogn er fra 1973 og kræver derfor en del istandsættelse. Derfor søgte foreningen midler hos underværker.dk, der ligger under Realdania Fonden, og i går blev de 350.000 kr. så officielt uddelt til Pakhusforeningen.

I videoen øverst kan du se, hvilke planer foreningen har for det historiske regionaltog.